Den dag for tre måneder siden, hvor jeg begyndte at skrive på en bog om pædagogik, modtog jeg tilfældigvis en vittighedstegning fra min ven Lauge.
Den forestiller en far, der sender sin søn i skole med en tankevækkende kommentar.
Bogen, som jeg nu er ved at være færdig med første kladde af, handler om et emne, som har interesseret mig siden jeg første gang trådte ind i en pædagogisk rolle, da jeg i starten af 00’erne aftjente min militærnægtertjeneste på et bosted for omsorgssvigtede børn.
Jeg opdagede hurtigt, at jeg kunne give børnene succesoplevelser ved at fortælle dem interaktive fantasihistorier hvor de selv var heltene.
-Små rollespil, om man vil. I børnehjemmets tumlerum brugte jeg madrasser, puder, reb og ribber til at lave forhindringer, de skulle forcere – floder, sumpe, klipper. Hver gang de klarede en udfordring, kom de videre i helte-fortællingen.
En dag, da vi var i gang med sådan en leg, kom et par af bostedets drenge hen og bankede på vinduet ind til tumlerummet.
Jeg rejste mig for at åbne vinduet, men børnene løb grinende væk.
Scenen gentog sig flere gange, og efterhånden blev mine små rollespillere rasende over den bevidste provokation, og råbte vredt ud ad vinduet.
Drengene udenfor blev stående og gjorde nar, og der opstod en højlydt konflikt mellem børnene.
Jeg prøvede at dulme gemytterne på begge sider af vinduet, og forsøgte mig med aktiv lytning og medierende kommunikation, som jeg havde lært det på kurser i konflikthåndtering. Men intet redskab jeg rådede over, kunne stoppe situationen, som havde fået sit eget liv.
At bruge fysisk magt overfor 10-årige børn var ikke en mulighed.
Og jeg havde lige læst Erik Sigsgaards bog om de negative konsekvenser ved at skælde ud.
Desuden vidste jeg, at ethvert forsøg på at motivere børn gennem skam, skyld eller frygt risikerede at skade børnenes integritet såvel som min relation til dem.
Jeg forsøgte mig med en pædagogisk udtalelse efter bogen: “Gutter, jeg bliver frustreret når I banker på vinduerne. Jeg har brug for ro for, at den her leg kan fungere. I kan være med i legen en anden gang, men nu vil jeg have, at I finder et andet sted at hænge ud.”
Mine ord havde ingen effekt.
Den magtesløshed, jeg følte, tror jeg, at mange lærere, pædagoger og forældre kender til: Hvordan ændrer man et barns negative adfærd, når man er fast besluttet på, at man ikke vil optræde som en underlødig, gammeldags autoritetsfigur?
Når man har set film som ‘Det forsømte forår’, hvor Fritz Helmuth, i rollen som den afstumpede Lektor Blomme, uddeler lussinger på den blotte mistanke om et regelbrud, så bliver man taknemmelig for, at vi i dag har bevæget os langt væk fra den sorte skole.
Og hvem elsker ikke den visionære engelsklærer i Døde poeters klub, som lærer kostskoleeleverne at følge deres egne drømme og bryde fri af disciplinens fængsel.
Som ung pædagog eller lærer kan man tænke: Det er sådan jeg vil undervise. Jeg vil være inspirator frem for autoritet. Men hvordan “inspirerer” man 10-årige børn, der er blevet onde i sulet, til ikke et hamre på vinduet?
Det spørgsmål havde jeg ikke noget svar på.
Den erfarne pædagog, der havde tilsyn i bo-enheden, hjalp mig: Hun samlede alle børn i en rundkreds og forklarede, at når man opfører sig på den måde, som de to drenge havde gjort, så gider andre ikke være sammen med én, og man risikerer, at man ikke får lov til de samme ting som andre.
Hun var saglig og fattet, men jeg syntes hendes ord lød klingede af trussel og skam. Jeg sad og krympede mig, og havde ikke noget at sige.
Nogle uger senere afsluttede børnehjemmets ledelse min militærnægtertjeneste, fordi jeg ikke kunne finde ud af at navigere i institutionens rammer og regler.
Jeg fandt en musisk efterskole – Vester Thorup Efterskole – hvor jeg kunne afslutte min tjeneste.
Her kom min tilgang til sin ret: De unge var der af egen fri vilje, de var motiverede og de respekterede mig i rollen som mentor, uden at jeg behøvede at agere som autoritet. At undervise dér var en fest.
Men så heldig er man ikke altid. Så hvad gør man, når selve rammen for undervisning eller pædagogisk samvær smuldrer på grund af børns uhensigtsmæssige adfærd?
Vittighedstegningen som min ven sendte mig, rummer en kommentar til det spørgsmål: En far lægger sin hånd på sin søns skulder, idet han tager afsked foran sønnens skole. Faderen siger: “Min søn, lav nu ikke de samme fejl som mig. Lav de præcis modsatte fejl. Og så fortæl dine børn, at de skal gøre det samme, og sådan vil det fortsætte, frem og tilbage som en stor, kosmisk, overkompenserende yo-yo.”
Jeg tror ikke, at pædagogikkens yo-yo behøver at svinge hele vejen tilbage til den sorte skole.
Men måske har vi brug for at svinge en smule tilbage i retning af voksenstyring, uden at miste alle de vigtige landvindinger, som den progressive pædagogik har givet os de sidste 50 år.
Min søns yndlingslærer i folkeskolen var en bredskuldret mand ved navn Hagbart, som til første forældremøde med et skævt smil sagde: “Jeres børn kommer måske til at kalde mig for Hitlers lillebror, men jeg forventer altså af dem, at når de har idræt med mig, så får alle sved på panden og pulsen op.”
I kontrast til dette er der mange børn og unge, som vægrer sig mod idræt, fordi de har fortalt sig selv og deres lærer en historie om, at de ikke har styrken til at bruge deres krop.
Vi skal ikke genoplive Lektor Blomme. Men kunne man indføre bare et gran af “jægersoldat-attitude” , spejder-korpsånd eller karateklub-disciplin i skolen?
Kan vi genetablere en kultur, hvor det er den voksne, der “kører bussen”? Kunne det være ok, at vi aktivt lærer børn normer for respektfuld og venlig opførsel, selv hvis det i starten klinger lidt gammeldags og søndagsskole-agtigt? Og hvad ville der ske, hvis vi med stor vedholdenhed og viljestyrke konfronterede børn med deres dårlige opførsel, hver gang de sank under normerne?
I Det forsømte forår slutter den bryske rektor alle sine beskeder af med vendingen: “Der vil blive slået HÅRDT ned på urostiftere.”
Jeg kender til en folkeskole, hvor eleverne buh-ede, da skolelederen introducerede de nye lærere første skoledag. Ingen voksne reagerede. Måske er vi kommet langt nok væk fra den sorte skole nu?