Jeg besøgte Michaela Community School – og måtte revidere mit syn på pædagogik

Jeg besøgte Michaela Community School – og måtte revidere mit syn på pædagogik

Det følgende er et uddrag fra min bog: “Fra Monsterelever til Mønsterelever – hippielærerens guide til, hvordan du redder skolen.” Bogen udkommer i slutningen af januar 2026

Jeg besøgte Michaela School en grå decemberdag sammen med min familie. Den ligger i et udsat boligområde ved siden af en metrostation og en trafikeret vej, og skolen er omgivet af et solidt hegn. For at komme gennem jernlågen ind på den lille, asfalterede parkeringsplads, som fungerer som skolegård, skal man trykke på en knap og afvente godkendelse fra skolens administration.

Sikkerheden er en prioritet. -Skolen ligger i et område, som er plaget af bandekriminalitet, og derudover har skolen og dens medarbejdere været genstand for protester, chikane og endda dødstrusler på grund af skolens pædagogik og fordi skolens leder, Katharine Birbalsingh, åbent har kritiseret det etablerede skolesystem og dets værdier.

Da vi træder ind ad hoveddøren, bliver vi taget høfligt imod af en sekretær, som befinder sig på den anden side af en glasrude. Vi får hver uddelt et navneskilt, og hun beder os voksne om blot at skrive vores efternavn, ”Mr. Granum”.

Vi er kommet i god tid, og mens vi venter på, at vores to rundvisere dukker op, går en pige i skoleuniform og hijab forbi. Hun tager øjenkontakt, smiler og hilser forsigtigt. Hun er vel omkring 13 år. Det slår mig, at allerede dette er lidt anderledes end, hvad jeg er vant til: Weekenden før havde min hustru Alea og jeg, som medlemmer af forældrerådet, deltaget i et socialt arrangement i vores søns klasse. Der tog ingen af de unge mennesker øjenkontakt eller hilste, men opførte sig som helt almindelige, voksen-skyende teenagere.

Vores to rundvisere møder op: En pige og en dreng på omkring 12 år, som ser ud til at have henholdsvis mellemøstlige og afrikanske rødder.  De præsenterer sig høfligt, giver hånd og spørger til vores navne et par gange, indtil de har lært at udtale dem. Mens vi går op ad trapper og hen ad korridorer, stiller de os forskellige spørgsmål: Hvad fik os til at komme hertil? Er vi rejst langt? Er vi selv lærere?

Vi standser ude foran et klasselokale. Drengen forklarer, at nu må vi ikke tale med hinanden, for vi skal ikke forstyrre undervisningen. Da vi træder ind, befinder vi os lige ved siden af katederet, og kan se ud på 28 ansigter, som alle er vendt mod læreren ved vores side. Jeg ville have foretrukket at snige mig diskret ind i rummet bagfra, men dette er den eneste indgang. Vores guider vinker os roligt ned gennem en smal passage mellem elevernes borde og ned bagerst i rummet. Vi føler os som elefanter i en porcelænsbutik, men ingen af eleverne tager notits af os: Alle har deres blik koncentreret rettet mod læreren, som er i gang med at gennemgå dagens tekststykke om Romeo og Julie.

Læreren stiller et spørgsmål, og med en hurtighed, som var det en indøvet dansekoreografi, ryger alle elevernes hænder i vejret. Man skulle tro at spørgsmålet havde været: ”Hvem vil gerne have en is i frikvarteret?” Min søn på 13 og jeg udveksler et øjekast: I hans klasse er det ikke unormalt, at ingen rækker hånden op, når læreren stiller et spørgsmål. Vi har kun været her i få sekunder, men jeg har allerede fået dagens første mavepuster: Kan undervisning være sådan her, og hvorfor ser man aldrig det andre steder?  

Jeg kigger rundt en ekstra gang: Jo, det er alle 28 elever, der har markeret, der sidder ingen på bagerste række og gemmer sig. En elev på omkring 13 år får ordet, og svarer med en hel sætning: ”A soliloquy is when a character in a play speak their thoughts out loud, Miss”.

Læreren stiller et andet spørgsmål, denne gang er det et ja-nej spørgsmål, hvorpå læreren siger ”heads down”. Lynhurtigt sænker alle elever deres hoved ned på bordet, som når man leger ”byen sover”, og markerer deres svar med et håndtegn. Læreren kigger rundt og ser, at alle, uafhængigt af hinanden, har forstået den tekstbid, der lige er gennemgået, og går videre.

Kort efter skal alle eleverne forklare et begreb til deres sidemand. -Det gør de i 10 sekunder, hvor klassen genlyder af en aktiv summen, hvorefter der igen på et splitsekund er helt stille. Senere skal eleverne færdiggøre en sætning på deres lille elevtavle, som de derpå holder op i luften, så læreren kan se, hvad de har skrevet. Læreren læser et par sætninger højt, giver feedback og beder så eleverne rette de fejl, som går igen hos flere af dem. Hvert minut er der mindst en, og ofte flere, små opgaver af denne type, hvor alle eleverne bliver aktiveret. Tempoet er friskt, her er aldrig tid til at falde hen.  

Selvom der er skarp disciplin i klassen, så virker eleverne på ingen måde kuede, og læreren virker ikke som en tyran. Hun har et smil på læben og fortæller en joke af og til. Eleverne griner, har glimt i øjnene, og når de bliver stillet et spørgsmål, svarer de uden tøven og med klar stemme. Der er ingen der fniser af andres svar, himler med øjnene eller tøver med at deltage i undervisningen.

Vi forlader engelsktimen for at fortsætte vores rundtur. Vi har fået at vide, at vi frit kan vælge, hvilke klasser vi vil observere, så længe vi ikke træder ind, hvor der er en test i gang. Så vi benytter lejligheden til at besøge en håndfuld klasser i forskellige alderstrin. Alle lektionerne kører i samme friske tempo, og i dem alle er elevdeltagelsen 100%. Vi begynder at spørge os selv, om der slet ikke er nogen dysfunktionelle klasser på denne skole? Hvor har de gemt de elever, der ikke kan sidde stille? Og hvor er vikarerne som laver nødtørftig lappe-undervisning for umotiverede elever?

Vores søgen fører os endelig til en klasse, som er lidt anderledes end de andre: Det er tydeligt, at der er tale om en form for opsamlingsklasse, hvor elevernes matematikundervisning foregår på et langt lavere niveau end i naboklassen. Der er tale om en 6. klasse, så eleverne er lige startet på Michaela i sommers. De øver sig i at lægge én-cifrede tal sammen. Jeg funderer over, hvordan børnenes skolegang i de fem år inden Michaela har set ud, når de stadig hænger fast i 1. klasses matematik.

Læreren siger: ”Hvis der i Finland er -3 grader celsius og i Spanien 11 grader celsius, hvor stor er temperaturforskellen så mellem de to lande? Tæl på jeres termometer-diagram, og skriv svaret på jeres minitavle… Og hold minitavlerne i vejret på 3, 2, 1, nu!”

Mange af børnene har skrevet det korrekte svar, men der er også nogle, der ikke har. Læreren giver tålmodigt feedback, beder børnene rette deres svar og giver så en ny, tilsvarende opgave.

Selvom børnene fagligt er på specialklasse-niveau, så er deres adfærd lige så skarp som i naboklassen, hvor deres jævnaldrende løser ligninger.

Ude på gangen spørger jeg mine rundvisere, om alle elever på skolen altid rækker hånden op, når læreren stiller et spørgsmål? Drengen svarer: ”Når lærerne stiller et simpelt spørgsmål, så forventer de, at vi alle svarer. Men nogle gange stiller de et meget svært spørgsmål, og så er det ok ikke at svare.”.

Jeg spørger om eleverne også altid rakte hånden op på den skole, de gik på før Michaela. Begge smiler sigende og ryster på hovedet. – Men forklarer, at alle lærte det i introugerne, som det første da de startede på Michaela.

Til sidst finder vi endnu en anden klasse, som er anderledes end de andre: Her er musestille da vi træder ind, og alle eleverne sidder og arbejder med en skriftlig opgave. Der er ingen lærer-elev ping-pong. Læreren kommer hen til os og forklarer lavmælt, at klassen ikke har opført sig godt i dag, og derfor går timen med individuelt, skriftligt arbejde. Jeg kigger ud over klassen igen for at se, om jeg kan spotte nogle tegn på uorden eller dårlig opførsel – men alle arbejder fokuseret. Jeg tænker ”sådan ser en balladeklasse på Michaela School altså ud”.

En ting, der går igen i alle klasserne, er, at der altid kun er én lærer til stede i timen, på trods af at der er 20+ elever. Der er tilsyneladende aldrig behov for en støttelærer til at samle op, fordi den ene underviser er så dygtig til at sikre, at alle eleverne altid er med på vognen, og fordi kulturen er på plads. Desuden sikrer niveauinddelingen, at eleverne i højere grad får undervisning dér, hvor de er.

I alle timer er der en påfaldende mangel på elektronik. Skolen har et computerrum, men i alle klasselokalerne arbejder eleverne med papir, blyant og kuglepenne i forskellige farver, som de bruger til bestemte formål. Grøn farve bliver for eksempel brugt til at rette deres egne tekster. – Siden læreren konstant giver eleverne små opgaver, så kan læreren ikke nå at give respons på dem alle. I stedet retter læreren nogle udvalgte opgaver på tavlen ved hjælp af et dokumentkamera. Derefter får eleverne besked på at rette deres egen opgave ud fra forskellige kriterier. For eksempel: ”Brug jeres grønne overstregningstusch til at kontrollere og markere, at I har brugt stort begyndelsesbogstav efter hvert punktum”. 

Hvert klasselokale har et dokumentkamera installeret. Det muliggør, at læreren kan rette udvalgte opgaver på stedet imens alle eleverne ser på. Desuden kan læreren nemt gennemgå dagens opgaveark med eleverne, og læreren kan skrive ting på ”tavlen” – det vil sige skærmen – og samtidig have front mod eleverne.

Efter den grundige rundvisning bliver vi ført op til skolens spisesal, det er frokosttid. Idet eleverne går ind i spisesalen, hilser de alle på os: ”Good day Sir, good day Miss”. Det er en underfundig oplevelse når 25 elever går forbi dig og alle sammen hilser. Et øjeblik føler jeg, at jeg er tilbage i rollespillet om den totalitære skole, hvor eleverne stod og vinkede mekanisk i takt. Men så igen: Det føles rart at blive hilst velkommen, og eleverne her har et smil på læben.

En lærer anviser mig et bord i spisesalen sammen med seks elever. Læreren siger til eleverne, som ser ud til at gå i 6. eller 7. klasse: ”Mr. Granum has come all the way from Denmark to visit our school. Ask him about Denmark, and about what brought him here.” Der sidder et par hundrede børn i en tætpakket sal, og det er ikke de nemmeste forhold at føre en samtale under. Alligevel stiller alle børnene ved bordet mig spørgsmål, holder øjenkontakt mens jeg taler, og gør sig umage med at høre, hvad jeg siger. Jeg fortæller, at jeg kommer fra en skole, der underviser gennem rollespil, og en dreng i den anden ende af bordet lyser op: Han kender til Dungeons and Dragons. En pige spørger, hvem der har inspireret mig til at blive lærer. Jeg tænker, at spørgsmålet nok er indøvet. – Michaela School modtager 800 besøgende om året, og børnene er sikkert godt skolede i at konversere med gæster. Men det er et godt spørgsmål, og jeg svarer så godt jeg kan.

Hen mod slutningen af måltidet tager en lærer ordet og siger, at om lidt er det tid til værdsættelser. -Og nu skal alle øve sig, så de er klar.

Der er ingen ansatte ved mit bord, men eleverne ved præcis, hvad de skal gøre, og fyren ved min venstre side lægger ud: ”I would like to appreciate Mr. Granum for coming all the way from Denmark, travelling 12 hours by train, to visit our school. We had an interesting conversation where he told us about his school where students learn through roleplaying games. Give me two claps on the count of two!” -Og alle ved bordet klapper to gange. Halvt beæret, halvt forlegen skal jeg til at takke for værdsættelsen, men jeg når ikke at få et ord indført, før pigen til min højre side tager ordet: ”I would like to thank Mr. Granum for a lovely conversation where he shared, why he became a teacher…”. Sådan fortsætter det hele bordet rundt, indtil jeg er blevet værdsat seks gange. Her kunne man tænke, at dette måtte være værdsættelse nok for én dag. Men læreren har ikke kaldt ”stop”, så børnene bliver ved. Nu kører det ikke længere på runde, men de tager ordet på skift, som det falder dem ind. Det er hver gang varianter af de samme par værdsættelser, som efterhånden næsten bliver til en remse. Og jeg forstår, at dette ikke kun handler om værdsættelse. -Det handler om at træne at kommunikere klart og tydeligt; og om at forberede sig på at tale til en stor gruppe.

Da læreren, som leder frokosten, kort efter spørger, hvem der har lyst til at dele en værdsættelse, ryger alle 200 elevers hænder i vejret. Jeg så ikke nogen, hvis hånd ikke gik op. Faktisk ryger min egen hånd også op, fordi jeg lader mig rive med af stemningen. Forlegen tager jeg den til mig igen.  Tre-fire elever fra salen får nu muligheden for at dele en påskønnelse foran alle. De taler med klar og tydelig stemme, og formulerer sig i hele sætninger. Man kan mærke, at de har øvet sig.

Det slår mig, at det kræver et særligt mod at stille sig op foran så mange mennesker. -Mange børn og unge er bange for at række hånden op bare i deres egen klasse. Men her var etableret en tryg og støttende kultur, som gjorde det muligt. Den tredje pige som taler, kommer til at hakke lidt i det og bytte om på ordene. Der er ingen som fniser eller trækker på smilebåndet. Læreren, som leder frokosten, samler op: ”Kender vi ikke alle sammen det, at man lige taber tråden, mens man taler? Men du fandt den igen, og afsluttede din værdsættelse i god stil. Og det var tydeligt, at du havde øvet dig. To meritter til dig!”

Efter frokosten går vi med ud til frikvarter, hvor halvdelen af skolens 800 elever hænger ud i en trang skolegård. Nogle spiller bordtennis under et halvtag, andre står og snakker. Et par kommer hen til os for at høre, hvem vi er, og efterhånden slutter nogle håndfulde elever af forskellig alder sig til.

Eleverne er smilende og imødekommende, og svarer ivrigt på vores spørgsmål. Jeg fortæller, at jeg er kommet for at lære af, hvad de gør her på Michaela School, og måske tage nogle af deres ideer med mig hjem til Danmark. Jeg spørger hvad de synes, andre skoler kan lære af Michaela. En 9-klasses elev svarer: Start med at indføre eftersidninger. Det gør klassen til et rarere sted at være, fordi alle opfører sig ordentligt.

Jeg spørger, om nogle af dem nogensinde har fået en eftersidning. De nikker alle med et indforstået smil: ”Det har alle vist her på skolen”. En lille knægt med et smørret grin uddyber: ”The first couple of weeks I had a detention almost every day. I was very naughty. But then I learned it.” På sin skoleuniform bærer han et badge med teksten ”100%”, og da jeg spørger, forklarer han, at det betyder, at han har haft 100% fremmøde hele sidste semester. Jeg kigger rundt i skolegården og bemærker, at de fleste børn og unge bærer det badge. Jeg spørger til deres andre badges, og en pige forklarer mig, at hun har vundet et badge ved at holde et fagligt oplæg i skolens oplægs-klub, som man kan melde sig til i fritiden. En lavstammet dreng med en lidt monoton stemme viser mig sit ”mathlete” badge, som han har fået ved at kvalificere sig til skolens fritids-matematikhold.  En tredje har vundet et badge ved i sin fritid at skrive en anmeldelse af en bog, hun havde lånt på skolens bibliotek. Hun og nogle andre bognørder fik derpå lov til at komme på udflugt med skolens bibliotekar for at besøge Londons største boghandel.

Der er ingen kynisme at spore omkring badgene. Man kunne forestille sig, at især teenagere ville gemme deres badges væk, fordi de ikke vil kaldes stræbere, men de bærer dem alle med stolthed. Da vi senere på dagen får lejlighed til at tale med skolens rektor, Katharine Birbalsingh, forklarer hun, at lærerne oprindeligt kun havde tænkt sig at bruge badge-systemet i de yngre klasser. Men de ældre elever gjorde nærmest oprør da de hørte, at systemet ikke ville fortsætte, og insisterede på, at den halvårlige prisuddeling skulle gentages præcis som de havde været vant til, med den samme musik og så videre.  Birbalsingh forklarer, at det aldrig handler om at ’købe’ eleverne: Skolen går ikke ind for eksterne belønninger så som point der kan veksles til varer eller rabatter i lokale butikker, sådan som nogle skoler gør det. Eksterne belønninger får eleverne til at fokusere på det forkerte. Badgene er ikke en belønning, men et bevis på, at en lærer har set din indsats. Og værdien af et badge afhænger fuldstændig af relationen mellem læreren og eleven.

Kort før vi forlader skolen, falder vi i snak med en dreng, som nok har gået i hvad der svarer til en dansk 6. klasse. Jeg stiller ham nogle uddybende spørgsmål om skolens sindrigt udtænkte pointsystemer, ”merits and de-merits” som jeg gerne vil have helt styr på: Hvor mange ”de-merits” skal der til for at udløse en eftersidning? Hvordan holder lærerne styr på alle de point og minuspoint? Hvornår og hvordan bliver forældrene orienteret? 

Han svarer beredvilligt på spørgsmålene, og jeg forstår, at der i hver klasse er en elev, som er ansvarlig for at notere de plus- og minuspoint, som læreren uddeler, så læreren ikke skal afbryde sin undervisning. En lærer må højest uddele 11 point per lektion, så der ikke går inflation i systemet. Ved slutningen af hver skoledag bliver pointene registreret i en database, så forældrene kan følge med i, hvordan deres barn har opført sig.

”Merits” kan udløse et badge ved slutningen af semesteret, og merits kan annullere ”de-merits”. To de-merits samme dag udløser en eftersidning, som betyder at man efter skoletid skal sidde i et stille lokale og lave faglige opgaver. Får man endnu en de-merit den dag, får eftersidningen øjeblikkelig virkning, så man straks skal forlade klassen og gå til eftersidning. Ved eftersidningen er der en lærer til stede, som kan hjælpe én i gang med opgaverne.

Da jeg ikke har flere spørgsmål, spørger drengen, hvor vi kommer fra. Jeg svarer ”Denmark” og han spørger, om vi kommer fra København? Jeg fornemmer, at der bag det uskyldige spørgsmål også gemmer sig en lille stolthed ved at vise os, at han kender navnet på vores hovedstad. Stoltheden forstår man godt, -hvor mange danske børn på 11 år ville f.eks. på stedet kunne benævne hovedstaden i Finland, Island, Kroatien eller et andet, lille europæisk land? Den anden dag talte jeg med en dansk teenager, som ikke vidste hvor Polen ligger. På Michaela School gør man en ære ud af at vide ting, fordi skolen forstår, at viden og evner ikke kan skilles ad. Det sidste vi ser af skolen, idet vi går ud ad hoveddøren, er et af skolens mottoer på et banner: ”Knowledge is power”.

Den stemning vi forlader skolen med, er dog ikke først og fremmest en forbløffelse over børnenes viden. Vi er især bevægede over deres venlighed, imødekommenhed og den umiddelbare glæde børnene udstråler, når de fortæller om deres skole.

Michaela Community School lever på mange måder op til det, jeg forbinder med ”Den Sorte Skole”: Der er stram disciplin og konsekvente straffe for selv de små forseelser. Man kan få eftersidning for at puffe til en anden elev på gangen eller glemme sin blyant. Der er fokus på at terpe viden og lære mange ting udenad; eleverne bliver konstant testet; der er et klart hierarki og eleverne tiltaler lærerne med Sir og Miss.

Og på trods af dette – eller måske på grund af dette – trives børnene og synes her er rart at være. Ganske få elever stopper eller bliver bortvist. Tværtimod: Michaela Community School lykkes med at få børn til at trives, som er blevet bortvist fra andre skoler på grund af dårlig adfærd eller endda banderelateret vold. Alle de børn, vi talte med, gav udtryk for, at de følte sig heldige og privilegerede over at gå på Michaela.

Hvordan kan det være at Michaela Community School lykkes med at skabe en kultur, som ville forekomme utænkelig på andre skoler?

Her slutter uddraget fra min bog. Du kan følge min Facebookside Fra Monsterelever til Mønsterelever for at blive opdateret, når bogen bliver udgivet.

Book mig til et foredrag om Englands Strengeste skole, og hvad vi kan lære af den.