Lad folkeskolen have grænser
Af Mathias Granum, lærer
Fredag d. 7. februar 2025 bragte P1 en interessant debat med overskriften ”Voldelig folkeskole”. Her diskuterede politikere og fagpersoner, hvad løsningen er på det rå miljø, som mange lærere og elever oplever i skolen. -Et problem som for tiden dokumenteres i en artikelserie i Berlingske.
Et tidspunkt i debatten bliver Lotte Rod, børneordfører (RV), spurgt af journalisten: ”Er der en grænse for, hvad folkeskolen skal rumme?”
Lotte Rod svarer: ”Jeg vil hellere vende det om og sige: Folkeskolen har en opgave med at hjælpe børn til at opføre sig ordentligt.” -Og uddyber, at vi ikke skal have flere konsekvenser, men i stedet være nysgerrige overfor, hvorfor børn reagerer, som de gør.
Jeg tror jeg forstår, hvor Lotte Rod kommer fra. Jeg er selv mangeårig tilhænger af progressiv pædagogik, og de sidste 20 år har jeg og min familie hver sommer deltaget i Den Europæiske Festival for Ikkevoldelig kommunikation/”girafsprog”. Der har jeg lært at fremsætte anmodninger frem for krav, at behandle børn som ligeværdige og være nysgerrig frem for dømmende: At hjælpe snarere end at sætte grænser. Jeg deler langt hen ad vejen verdenssyn med Lotte Rod.
MEN jeg har også arbejdet med udsatte børn i Gellerup. Der har jeg på den hårde måde lært, at grænser tit er den hjælp, et barn har brug for, når det har svært ved at regulere sig selv.
I Gellerup lavede jeg legeterapi og adfærdstræning med grupper af 4-6 førskolebørn ad gangen. Det foregik via et projekt gennem Dansk Flygtningehjælp. Jeg arbejdede altid sammen med en pædagog fra børnenes institution. Hvis Muhammed opførte sig forstyrrende og kaotisk, bad jeg pædagogen tage ham med ud af lokalet indtil han havde ro på sig selv igen. På den måde kunne jeg fortsætte sessionen med de andre børn. Og Muhammed trænede selvkontrol, og mødte et effektivt feedback-loop: Når han igen havde ro på, kunne han komme ind og være med i tyrannosaurus-legen igen. Denne praksis skadede ikke min relation til Muhammed. Tværtimod tror jeg det ville have skadet min relation til både Muhammed, Amir og Jasmin, hvis de oplevede, at jeg ikke kunne skabe ro og tryghed i sessionerne. Og jeg ville have været en dårligere pædagog, hvis jeg havde følt et pres ovenfra for altid at møde dårlig adfærd med nysgerrighed frem for konsekvens.
Et eksempel: Børnene sætter sig på puderne hvor vi plejer at læse historie. Jasmin sætter sig på den pude, Muhammed ville have haft, så han river hende i håret. Jeg griber selvfølgelig ind og stopper ham. Men hvad er næste skridt? Hvis jeg var radikal tilhænger af girafsprog, sådan som jeg faktisk var i min ungdom, ville jeg nu henvende mig til Muhammed, og med den mest ikke-dømmende tone jeg kunne præstere, ville jeg sige:
”Muhammed, blev du vred der? Var det fordi du også gerne ville have haft Spiderman puden?”
Men min erfaring er, at den tilgang sjældent virker. Jeg har typisk børnenes opmærksomhed i 30 sekunder ad gangen før jeg begynder at miste dem. Hvis jeg bruger for lang tid med Muhammed, mens de andre børn sidder og venter, så går der ikke længe før Amir laver ulykker bag min ryg. Og for hver gang jeg skal møde et barns dårlige adfærd med empatisk rummelighed, så bliver empatien mere anstrengt og kunstig. -Og det gavner hverken relationerne eller respekten i rummet. Min klare vurdering efter 200 af denne type sessioner er, at samværet kun fungerer, når jeg er en tydelig autoritet. Og det involverer at have mandat til at håndhæve grænser.
Jeg ville ønske, at folkeskolen havde samme mulighed for konsekvent at tage elever ud af undervisningen, når de forstyrrer eller skaber et utrygt miljø for læreren eller for andre elever.
Et par eksempler fra en helt gennemsnitlig udskolingsklasse på landet: Et par elever larmer, så det forstyrrer resten af klassen. Læreren går ned og beder dem rykke lidt væk fra hinanden. Den ene af drengene siger: ”Hvorfor, hvad vil du gøre? Du kan bare ringe til mine forældre, de er ligeglade!” Læreren, som ikke har nogle konsekvenser til sin rådighed her-og-nu, går tilbage til katederet, og idet hun vender ryggen til, får hun fingeren. Flere elever griner.
To lærere har siden i sommers forladt denne klasse. Den ene af dem var der i mindre end en uge, og stoppede i kølvandet på en ubehagelig oplevelse med nogle elever.
I P1 debatten i fredags udtalte en lærer, at skolen er blevet et slags opholdssted i stedet for et sted, hvor eleverne lærer noget. Det billede kan jeg godt genkende. I den nævnte klasse har eleverne hyppigt ”hyggetimer”. -Op til fem på en uge, ud over et par aflyste lektioner. ”Hyggetime” betyder, at læreren eller vikaren siger til eleverne, at de må gøre hvad de vil, så længe de ikke forstyrrer andre. -De fleste sidder så og gamer. Jeg forstår egentlig godt de pressede vikarer: Hvis man ikke har autoritet til at skabe et trygt undervisningsrum, så er det klart at man vælger den løsning, hvor man møder mindst modstand.
Hyggetimerne er i øvrigt ikke særligt hyggelige, for også her udfordrer eleverne lærerens rammer, og er ubehagelige overfor hinanden.
Jeg er enig i, at forebyggelse er bedre end konsekvenser. Men forebyggelse kan ikke stå alene. Mit ønske vil være, at skoler har et sted, de kan sende elever hen, når de opfører sig dårligt. -En lektiecafe hvor der sidder en højt kvalificeret, empatisk og samtidig tydelig voksen til at tage imod dem. På den måde kan vi støtte underviserne i faktisk at komme videre med undervisningen. Jeg synes vi skylder lærerne et konkret svar på spørgsmålet om, hvorvidt der er grænser for, hvad de skal kunne rumme.